Detektivbureau X på Prinsessejagt

KLIK HER FOR
AT HØRE INDLEDNINGEN

Velkommen til den eventyrlige, magiske & ganske vidunderlige prinsessejagt. Detektivbureauet X, som du er en del af, skal i dag på en temmelig ”prinsesset” opgave… Men lad os lige skrue tiden lidt tilbage:

I den by, hvor du bor, er du ekstremt kendt. Du kan faktisk ikke gå på gaden i fred, hvilket irriterer dig en smule. Der skal tages selfies og skrives autografer. Men okay, du har efterhånden vænnet dig til det, og folk er jo som regel søde nok.

Det hele startede for nogle år siden, da du sammen med nogle kammerater dannede Detektivbureau X.

Egentlig var det bare en sommerferieleg, men da det viste sig, at du og din gruppe af detektiver havde fantastiske evner, væltede opgaverne ind. I har både fundet det stjålne byskilt, dengang det blev stjålet af nabobyens bøller, reddet rådhusets klokker ud af hænderne på en ond tyv – og meget mere.

Du har droppet dine fritidsinteresser og arbejder nu nærmest alle dage som detektiv efter skolearbejdet.

Alle dine succeser har gjort dig til en berømthed i byen. Hver gang du stopper i en iskiosk, får du isen gratis, og stopper du ved en pølsevogn, kan du med garanti ikke spise aftensmad derhjemme. Du får LIGE DÈT DU PEGER PÅ.

Derhjemme har du indrettet et kontor, hvor Detektivbureau X har base. Kontoret er bygget i dine forældres æbletræ i baghaven. Man skal kravle op ad en rebstige for at komme derop. I har selvfølgelig installeret alarmer, der begynder at hyle og bimle, hvis andre end medlemmer af Detektivbureau X kravler derop.

Når man kommer op på kontoret, er man ved at falde bagover. Der er computere, forklædnings-tøj, lupper, kikkerter… ja ALT, hvad et rigtigt detektivbureau skal bruge.

I dag, da du kom hjem fra skole, og lige tjekkede X-gruppens kontor, var der tikket en opgave ind. En opgave af ret alvorlig karakter. En af de… hmm… særeste opgaver som I, i gruppen, havde været udsat for.

Du greb knoglen og ringede rundt, for at samle gruppen med det samme. Også selvom du godt vidste, at der var noget skolearbejde, der nok burde være blevet lavet først.

Dine detektiver ankom med det samme. Og chokket, de fik, var lige så stort som dit.

Frøen Frederik er blevet kidnappet!

I er samlet her i dag, fordi netop I skal redde frøen Frederik fra den onde heks Hildur, der holder ham fanget i et bur i et forhekset slot langt, langt borte.

Der er ingen, der ved hvorfor heksen Hildur har kidnappet Frøen Frederik. Pludselig en dag, var han bare væk…. Forsvundet fra hans lille hus på åkanden nede i byens branddam.

De fire smukke prinsesser, der bor i de fire nabolande – har alle prøvet at befri Frøen Frederik – uden held. Prinsesser er nemlig VILDE med frøer. Og især med Frøen Frederik.

Undervejs skal I møde de fire fabelagtige prinsesser – og I skal bestå de udfordringer som hver prinsesse beder jer om at gennemføre.

De fire prinsesser; Undervands-prinsessen Ariana, Prinsesse Tornerosa, Prinsesse Jasmina & Rapunzella – er nemlig imod deres vilje, blevet en del af Frøen Frederiks kidnapning. I deres forsøg på at redde Frøen Frederik – uden held- er de fire prinsesser blevet forhekset af Hildur. De sidder nu derfor alle sammen fanget i deres slotte – og kan ikke komme ud!!! De kommer først ud i det øjeblik, Frederik er blevet befriet.

De fire prinsessers fædre – de fire nabolandes konger – har sammen sendt denne skat, som står foran jer nu. Den får I som belønning, hvis I kan befri deres døtre – altså prinsesserne – fra deres forhekselser. Og det kan I jo kun gøre, hvis I befrier Frøen Frederik. I forsøget på at redde Frederik har prinsesserne – hver og én – lært noget vigtigt, som kan hjælpe JER til at befri Frøen Frederik.

I er altså nu blevet tilkaldt – som værende den gruppe af Detektivbureau X prinsesser – der kan befri Frøen Frederik fra heksen Hildur, efter Ariana, Tornerosa , Rapunzella & Jasmina forgæves har forsøgt at befri ham. I jeres befrielses-aktion må I altså forbi hver af de fire prinsesser for at opsamle deres viden og læring omkring Frøen Frederiks kidnapning.

Hvor skal vi starte? Skal vi tage hen og se, hvordan Ariana har det i hendes vand-palads under havets overflade, hvor hun forhekset sidder fast med viden om Frederiks kidnapning. Ja! Lad os komme afsted!

Gå til post nr. 1.