Detektivbureau X på Zoo Jagt

KLIK HER FOR
AT HØRE INDLEDNINGEN

I dag ser ud til at blive en helt fantastisk dag, hvor I skal på vilde eventyr i en vaskeægte helt vildt fantastisk zoologisk have. Men før I får mere at vide om det, så lad os lige skrue tiden lidt tilbage:

I den by, hvor du bor, er du ekstremt kendt. Du kan faktisk ikke gå på gaden i fred, hvilket irriterer dig en smule. Der skal tages selfies og skrives autografer. Men okay, du har efterhånden vænnet dig til det, og folk er jo som regel søde nok.

Det hele startede for nogle år siden, da du sammen med nogle kammerater dannede Detektivbureau X.

Egentlig var det bare en sommerferieleg, men da det viste sig, at du og din gruppe af detektiver havde fantastiske evner, væltede opgaverne ind. I har både fundet det stjålne byskilt, dengang det blev stjålet af nabobyens bøller, reddet rådhusets klokker ud af hænderne på en ond tyv – og meget mere.

Du har droppet dine fritidsinteresser og arbejder nu nærmest alle dage som detektiv efter skolearbejdet.

Alle dine succeser har gjort dig til en berømthed i byen. Hver gang du stopper i en iskiosk, får du isen gratis, og stopper du ved en pølsevogn, kan du med garanti ikke spise aftensmad derhjemme. Du får LIGE DÈT DU PEGER PÅ.

Derhjemme har du indrettet et kontor, hvor Detektivbureau X har base. Kontoret er bygget i dine forældres æbletræ i baghaven. Man skal kravle op ad en rebstige for at komme derop. I har selvfølgelig installeret alarmer, der begynder at hyle og bimle, hvis andre end medlemmer af Detektivbureau X kravler derop.

Når man kommer op på kontoret, er man ved at falde bagover. Der er computere, forklædnings-tøj, lupper, kikkerter… ja ALT, hvad et rigtigt detektivbureau skal bruge.

I dag, da du kommer hjem fra skole, er der tikket en opgave ind fra dyrepasseren Dirk, fra jeres hjembys zoologiske have! Det er en MEGET vigtig opgave, så du skynder dig at samle dit team og cykle hen i byens zoo.

Dyrepasseren Dirk er helt bleg, da han tager imod jer. Han fortæller, at I er blevet tilkaldt, fordi alle ved, at netop I er den sejeste gruppe af dyreelskende specialist-detektiver, der findes!!

Som I kan se, findes der en SKATTEKISTE i denne zoo. Den er sendt til jeres ZOO – af Foreningen for Kænguruernes Beskyttelse som en belønning til dem, der kan løse et stort problem der er opstået:

For at måtte åbne kisten, skal I hjælpe dyrepasseren, Dirk, med at finde den forsvundne kænguru-unge, Ru!

Baby-kænguruen, Ru, er forsvundet fra kænguruburet – og hendes mor er meget ulykkelig.

Gæsterne og de andre dyr i zoo, har set babykænguruen et par steder i løbet af dagen. Hun er både blevet set på legepladsen, i løveburet, i slangehuset, i giraf-folden og i abeburet… Så I må ud og lede! Det gælder vist om at finde eventyrlysten og modet frem.

Hvor er det mon bedst at starte, hvis I skal finde Ru i god behold?

Er det mon ikke bedst at komme til løveburet i en vis fart? Det er vel det allerfarligste sted at være for sådan en baby-kænguru? Jo, lad os starte dér! Kom… let’s go!!

Rigtig god fornøjelse!